Den anerkendende dialog

Når vi snakker om dialog i pædagogfaget er det vigtigt, at det er en anerkendende dialog. For at kunne have en god og anerkendende dialog med et barn, en ung eller en borger, er det vigtigste nok, at pædagogen sørger for det er/bliver en ligeværdig samtale. Derudover skal vi som professionelle huske at lytte og vente, så brugeren har mulighed for selv at svare og tænke over sit svar, uden vi bare lægger ord i munden på ham/hende. Vi skal dog ikke altid være stille. Nogle har brug for mere hjælp end andre, altså til at komme i gang med en dialog om det der er vigtigt, så her er det vigtigt at pædagogen er interesseret i hvad personen har at sige, også selvom det er hvad han eller hun har fået til aftensmad. Dette er nemlig med til at skabe et trygt rum, hvor der er plads til alle og til alt. Både gode og mindre gode oplevelser, følelser eller meninger. Vi skal ikke kun lytte og være interesserede, vi skal også dele ideer ”Jeg synes det her… Hvad synes du så?”. Vi skal dele det vi har. Husk; vi bliver ikke dummere af også at lytte til andres ideer. Derfor er det også vigtigt at pædagogen i en anerkendende dialog ikke downloader, men lukker ned og kun forholder sig til hvad barnet, den unge eller brugeren har at sige.

I alt pædagogisk arbejde er vi vidende, men for at kunne lytte til brugeren, skal vi kunne sætte os i den ikke vidende position, spørge, være nysgerrig, opsøgende.

Stop egne tolkninger, du ved ikke hvorfor Karen ikke har været i bad, har hulller i tøjet osv. Du har måske en ide om hvorfor, eller en formodning om hvad grunden kan være, MEN det er vigtigt at lægge alle dine egne fortolkninger til side, da du ellers ikke vil være lige så nysgerrig og åben overfor hvad hun har at fortælle. Så opgiv kontrollen, pak egne fordomme væk, vær åben, anerkend og accepter hvad der bliver sagt. Og gå ud fra at det du får at vide, er sandheden.

For at kunne skabe en god anerkendende dialog, er det ikke nok at ville være anerkendende. Man kan først være en anerkendende pædagog når man har arbejdet med sig selv, accepteret sig selv og bryder sig om sig selv.

Til sidst vil jeg minde jer om at vi som pædagoger hele tiden skal huske på; For der skal ske en forandring er der nødt til at være en refleksion.  Det vi forstår, forandrer og reflektere over skal ende i en handling.

Og så er det brænd ærgerligt, at så mange danskere lider af hensynsbetændelse, og derfor sjældent får sagt hvad de mener eller oplever en anden gør, som jo også er et udtryk for anerkendelse, men der bliver taget hensyn og så bliver der heller ikke lavet om på noget.